Fabrikken blev oprettet i begyndelsen af 1930-erne, og lå i Rådmandsgade
71, i København. Formålet var salg af telefonmateriel, produceret på
fabrikken, samt salg af elektronik-komponenter fra firmaets fabrikker i
andre lande. Der var ITT afdelinger, og firmaer ejet af ITT, i næsten alle
lande.
Det var på den tid, at kort - mellem - og langbølgestationerne i Danmark
blev bygget, og Standard Electric leverede en stor del af materiellet,
bl.a. senderrørene. Under 2. Verdenskrig blev firmaet tvunget til at
arbejde for den tyske besættelsesmagt, og derfor blev fabrikken i
Rådmandsgade sprængt af frihedskæmpere. Efter krigen blev fabrikken
genopbygget, og produktionen af telefoncentraler og anden elektronik blev
genoptaget. I de år blev automatiseringen af hele telefonsystemet indledt,
og behovet var enormt. Der var i 50-erne ansat omkring 5-600 medarbejdere
på fabrikken. Direktøren hed Ejner Christensen. Ved starten af 1950-erne
var VHF-radioteknologien kommet så vidt, og prisen så langt ned, at det
var rentabelt for Taxa-tjenester og transportfirmaer, at investere i
såkaldte lukkede net, med radioforbindelse til deres biler. Standard
Electrics ledelse ønskede at komme ind på dette marked, og oprettede
derfor en afdeling for mobil radiokommunikation, i lokaler på fabrikken.
Civilingeniør Gorm Niros, blev ansat som chef for afdelingen, og Knud
Lægring, Ulf Nielsen m.fl.,
blev ansat til at udvikle det nødvendige udstyr, både hovedstationer og
mobile enheder til vognene. Radiotelefonerne som blev fremstillet, blev
solgt til Politi, Taxa, Civilforsvar, transportfirmaer, osv. og en del gik
til export. Jeg tror, at vi var 40-50 personer i alt, i
mobilradio-afdelingen. Det var før transistorernes tid, og al radioteknik
var baseret på radiorør. En radiotelefon vejede 5-6 kg, så det var tungt
udstyr. Der blev også udviklet og produceret 36-kanals duplex
VHF-stationer til søfarten. Først som rørudgave, senere i transistor
version.
I 1960-erne var transistorerne blevet så gode, at de var et godt
alternativ til radiorørene. Der blev ret hurtigt udviklet nye modeller,
som var fuld-transistoriserede, som det dengang hed i reklamen. Rørtiden
var dermed næsten forbi. Kun til sender-PA trin med stor effekt,
overlevede rørene lidt endnu. Omkring 1963 var behovet for plads på
fabrikken blevet akut, og radioafdelingen måtte flytte ud til andre
lokaler. Det blev en udflytning til Lundtoftevej 1, i Lyngby. En etage i
den gamle klædefabrik langs Mølleåen blev det midlertidige
fremstillingssted for Standard Electric’s radiotelefoner. I 1965 forlod
Gorm Niros Standard Electric, og grundlagde sit eget firma, Niros
Communications.
ITT havde Planlagt at bygge en helt ny og større fabrik i Glostrup. Denne
fabrik, som stod færdig i 1966, kom nu til at rumme alle Standard
Electrics aktiviteter i Danmark. Der blev, i de næste par år, produceret
en hel del radio-telefoner i den nye fabrik i Glostrup. Imidlertid havde
ITT også fabrikker, som fremstillede radiotelefoner i andre lande, og for
at øge konkurrenceevnen, besluttede man at nedlægge produktionen i Danmark
ved udgangen af 1968, og overføre den, til ITT-ejede udenlandske fabrikker
i Tyskland, England og Sverige. Hermed var Standard Electrics
radioproduktion i Danmark slut. Telefonproduktionen fortsatte, men blev få
år senere, også outsourcet.
Fortalt i 2016, af Torben Ljunggren, ansat i Standard Electric’s radioafdeling, fra 1956 til 1968.